Lidt om Maalsagen¹).

 
(Del 1 av 2.)
 
I.

Boghandler Olaf Huseby i Christiania har for ikke saa længe siden skrevet et Stykke i et af vore Blade, om hvor liden Sandsen for det ægte norske Maal i Grunden er her i Landet. Han viser hvor rent Ingenting det er, vort Folk kjøber af Landsmaals-Bøger, mod af dem som er skrevne paa dansk eller paa det vanlige Bokmaal. Og han kommer til den Slutning, at det for aller største Delen er Skryt med alle de store Ord, som i de sidste Aar har været talt om den stærke Fremgang. Kjærligheden til Landsmaalet skal have gjort.

Det lader sig sikkert ikke negte at han har ret i Dette. Folk her i Landet lider i Almindelighed af en svare Overtro paa hvad Politik kan udrette i denne Verden. Og Udsigten til de politiske Seire for Maalsagen, og nu senere disse Seire selv, har i mangfoldiges Øine pustet Sagen op til en Storhed, som kun meget daarligt stemmer med den beskedne Stilling, som den endnu i Virkeligheden indtager i vort Land.

De store politiske Seire har gjort Retfærdigheden Fyldest og stillet Landsmaalet paa lige Fod med det ældre Bogmaal. De har hjulpet os af med de Hindringer, som man i Lovens Navn tidligere har kunnet reise mod Arbeidet for et ægte norsk Sprog. De har gjort det muligt at optage et saadant Arbeide med udsigt til Held. Men de har ikke paa nogen Maade selv udført dette Arbeide.

Tvert imod. Det er først nu at et saadant Arbeide rigtig for Alvor kan begynde. Og det vil sikkert blive baade langvarigt og i mange Maader ogsaa møisommeligt. Det er lige saa lidet gjort i en Haandevending at oparbeide det norske Sprog, som at oparbeide det norske Aandsliv, eller at faa opdyrket den udyrkede norske Jord.

Men de politiske Seire, som har været Maalsagen til saa stor og uundværlig en Støtte, truede med det samme med at gjøre dens Venner øre i Hovedet. De har ikke sjelden ført et Sprog, som om alle Vanskeligheder nu var overvundne, som om vi saa nogenlunde stod ved Maalet, i det Øieblik da vi havde faat Lov til at begynde at gaa i Veien. De mange Udtalelser som i den senere Tid fra forskjellige Kanter af Landet er indløbet til bedste for det norske Maal, har jo i sig selv maattet glæde enhver Maalmands Hjerte. Men mine nærmeste Venner og jeg har alligevel mer end én Gang maattet kvide os ved at gaa med paa dem. Vi har set at de vilde komme til at styrke dette ulykkelige: at Maalsagen kom til at ruvefor mange Gange mer end den endnu er. Og vi har talt med hinanden om at det vilde blive en Nødvendighed at skrive offentlig for at minde Folk om hvordan Sagen virkelig staar. Thi vi som har arbeidet for den ude paa en Landsbygd i en Række af Aar, kan nok godt se at den i Løbet af disse Aar har gaat fremover. Men vi er i Sandhed ikke fristet til at synes at den staar noget glimrende.

Det vilde ikke have været med Glæde, vi havde gaat til at skrive om disse Ting. Og for saa vidt har vi al Aarsag til at være Olaf Huseby taknemlige for hans Stykke. Det sparer os for Gjerningen. Thi hvad der end ellers kan være at sige paa Stykket, saa tænker jeg nok at Maalmændenes store Ord vil have faat en Knæk for lange Tider.

Og alligevel kan jeg ikke sige at vi er noget videre nøid med Husebys Opsæt. _Husebys Tal-Opgaver falder ved første Øiekast meget slaaende. Og de er ikke blot skikket til at stoppe Munden paa Skrytet; de er virkelig i alle Fald i nogen Mon oplysende for det umaadelige Overlag, som Dansken endnu har over Norsken her i Landet. Men ikke des mindre er den Maade han bruger sine Tal paa, mindst lige saa misvisende, som Skrytet af Landsmaalet nogensinde har været.
 
Men det er aldeles ikke Folkets Kjærlighed til de to Sprog, som udtrykker sig i disse Husebys Tal. Tror Olaf Huseby virkelig, at han af Garborgs Bondestudentar vilde kunde hava solgt 150 Gange saa meget som der nu gik, det vil sige 150,000 Stykker, ifald Bogen havde været skreven paa Dansk? Eller 100 
Gange saa meget? Eller bare 50 Gange saa meget? _ Det er fuldstændig overflødigt at komme med noget Svar.

Selv de Mænd, som utvivlsomt elsker norsk Maal og norsk Læsning høiere end dansk, er alligevel nødt til at kjøbe flere Ganger saa meget Bøger paa vanligt Bogmaal, som paa Landsmaal. Det vil da sige, hvis de overhovedet har nogen Brug for Bøger. _ _ _

Det norske Folk kjøber flere Bøger paa Bogmaal end paa Landsmaal, først og fremst af den enkle Grund, at der paa Bogmaal udkommer saa meget mer, som er værdt at læse. Husebys Tal: 14.000 Kroner og 3 Millioner Kroner (eller 1 ½ Million, eller 1 Million, som det kanske snarere skulde være) udtrykker ikke nærmest at Folket har mer til overs for det ene Sprog end for det andet. De udtrykker langt snarere den ene Literaturs Overlegenhed over den anden.

De 3 Millioner udtrykker, at den danske Literatur her i Norge er en ældre og rigere Literatur, som for Øieblikket endog netop staar i en Blomstring, der for et Land som vort vel nesten maa regnes som et Sersyn. Og de 14,000 udtrykker, at Landsmaals Literaturen endnu har overmaade langt igjen, før den kan naa op til slig Blomstring. De udtrykker, at denne Literatur endnu er som en tynd og skrøbelig liden Spire, der bare saa vidt har brudt frem av Jordskorpen.

Men er der noget fornuftigt Menneske, som ikke har vist det, længe før Huseby kom med sine Tal?

Det er sandt, at den læsende Almenhed her i Landet i det hele taget foretrækker at læse en Bog paa Dansk, fremfor at læse den paa Norsk. Men det er aldeles ikke sandt, at den gjør en saadan Forskjel paa de to Sprog, som Husby indbilder sig, at hans Tal bærer Vidne om. Det er sikkert, at hvis Bondestudentar fra først af var udgivet paa Dansk, vilde der have gaat meget mer af den paa et Aar, end det ene Tusinde som da blev solgt. Hvor mange Tusinde der kunde have gaat, vil vel en dygtig Boghandler som Huseby kunne have et Slags Slumpekjøn paa. 
To, tre, fire Tusinde kanske? Saameget større Læsekreds vil en Bog faa ved at komme paa Dansk end paa Norsk. Og saameget mindre Læsekreds omtrent vilde kanskeogsaa Bjørnsons og Ibsens, Lies og Kiellands Skrifter faa, om de var blevet skrevne paa norsk.

Ligger der virkelig noget saa mistrøstende i dette? Jeg for min Del synes ikke det. Tvert imod. Lignet med Bogmaalet er det jo bare faa og smaa Kræfter, som Landsmaalet har havt i sin Tjeneste. Og hvis denne blotte Spire til en Literatur aligevel fra Vinjes Dage af og til nu har været i Stand til at oparbeide sig en Læsekreds, Fjerdedelen saa stor som den Dansken kan gjøre Regning paa i baade Norge og Danmark, saa tænker jeg langt snarere, at det skal kaldes lovende.

Og dertil kommer, at hos den Del af Folket, hvor Landsmaalet skulde have sin sikreste Læsekreds, hos Bønderne, der er Fordommen imod det endnu ikke paa langt nær udryddet. Og hos de dannede har Bitterheden i vor politiske Strid reist en Uvilje mod Landsmaaet, som under roligere Tider lige saa sikkert vil minke, som Bøndernes Fordom vil tabe sin Magt.

Var der ikke andet i Veien for Landsmaalets Seier, end den læsende Almenheds Forkjærlighed for Dansken, saa synes jeg der er al Udsigt til at Sagen vil være i godt Gjænge, forinden en halv Menneske-Alder er gaat.

Men der er desværre en Hindring af et langt alvorligere Slag, som Sagen har at overvinde. Om Folk har aldrig saa god Lyst til at læse Norsk, saa er vi endda næsten lige nær, al den Stund vi har saa lidet at byde dem paa Norsk, som virkelig er værdt at læse.

Det er en Literatur vi savner; det er Forfattere.

Og dette Savn blir slet ikke afhjulpet, fordi om en velmenende Per eller Paal sætter sig til at skrive nogle velmente Vers paa Landsmaal, og sender dem i Fedraheimen. Det er Dygtighed, som skal til. Og Dygtigheden kan vi ikke skabe. Vi er nødt til at vente, til Gud vil sende os den. Vi faar lære at finde os i at Landsmaalets Literatur vokser den samme langsomme Vækst, som andre Literaturer pleier at vokse.

Der gik næsten Aarhundrede fra Holbergs Optræden, før den danske Bogverden ved Øhlenschlæger naade frem til sin Blomstring. Kanske skal Norge komme til at vente lige saa længe fra Vinjes Optræden af, før det faar se sit Landsmaal som Bærer af en virkelig blomstrende Bogavl. Kanske skal det gaa hurtigere, det ved vi ikke. Hvad vi ved, er alene det, at Sagen afhænger af en høiere
Haand end vor.

( Meir.)

¹) Chr. Bruun i For frisindet Christendom .