Fraa Ordskiftet um Maalsaki i Stortinget den 29/4 1885.

 
(Framh. fraa fyrre No.).
 
(Del 3 av 7. Fyrste delen.

Statsraad Blix: (Framh.). Jeg skal som før sagt ikke gaa nærmere ind paa denne Side af Sagen angaaende Landsmaalet; jeg tror, det er tilstrækkeligt her at gjøre opmærksom paa, at det er ikke blot fra kompetent videnskabeligt Hold oplyst, at det saakaldte Landsmaal paa en ganske mærkelig fuldkommen Maade rammer og rummer netop alt det væsentlige i de norske Folkedialekter, men jeg tør ogsaa trygt paaberaabe mig enhver mands Erfaring, som overhovedet selv har været ude i vort Land _ og specielt er jeg ganske vis paa, at der ogsaa i denne Forsamling er mangen En rundt omkring fra de forskjellige Dele af Landet, som har læst en eller anden af Landsmaalsbøgerne for Bønder, og alle vil de kunne aflægge det enstemmige Vidnesbyrd, at det verken er eller opfattes af vort Folk som to forskjellige Sprog. Mer skal jeg som sagt ikke sige om den Side af Sagen. Men hvis denne min Opfattelse er rigtig, saa mener jeg, jeg har Grund til at sige, hvad jeg nylig sagde: at ogsaa Landsmaalet egner sig meget vel som Grundlag for en saadan Undervisning paa de nævnte Kursus i Folkesprog. For mig har det overordentlig liden Vægt som sagt, hvilken enkelt Dialekt, hvilken enkelt Sprogform af det norske Folkesprog, man lægger til Grund ved den Undervisning. Det, som der ligger Vægt paa, er, at Læreren lærer at behandle Folkesproget i en bestemt konkret Form og at anvende den som Undervisningsmiddel. Naar han faar en forstandig Veiledning i det, saa kan det være det samme, enten en af Dialekterne eller det saakaldte Normalsprog lægges til Grund. Thi har han først lært det, saa mener jeg, at det er en meget lidet vanskelig Sag for Læreren, naar han kommer over til en anden Bygd, da at sætte sig ind i en anden Dialekt. Ja, det at lære den enkelte Dialekt i sine Detaljer, det kan vistnok tage sin Tid for Læreren, naar han kommer til en ny Bygd, men det er jo et rent Tidsspørgsmaal, hvor snart han vil komme ind i det. Hvad det kommer an paa, er, at han lærer at behandle en enkelt Dialekt som Undervisningssprog paa en forstandig, forsigtig og taktfuld Maade, og naar han først har lært det i en Dialekt, saa kan han strax overføre den Færdighed i en anden Dialekt; derom er jeg ikke i mindste Tvivl. Jeg mener, at man altsaa trygt kan tillade disse Kurser efter Omstændighederne ved disse Øvelser at lægge enten en eller anden Dialekt til Grund, og da særlig den, som er Lærerens egen, eller ogsaa det saakaldte Landsmaal. 
Paa begge Maader vil man i det væsentlige opnaa samme Resultat. Det siger jo nemlig sig selv, at dersom man gaar ud fra Lærerens egen Dialekt og skal veilede ham i at bruge den som Undervisningssprog, saa vil man under den Veiledning give ham kritiske Vink f. 
Ex. om at undgaa Ord, der ansees for ubrugelige til høiere Brug, og da at erstatte dem med Ord enten af vort sædvanlige Skriftsprog eller fra en anden Dialekt, som Læreren kjender. Der gives jo nemlig i enhver Dialekt saadanne Mangler, som jeg her har berørt, idet der dels mangler Ord, og dels kan være Ord, som ikke bør anvendes _ til, det Brug da; og man veileder da Læreren i, hvorledes han skal hjælpe sig paa den mest passende og praktiske Maade ved i saadanne Tilfælde at vælge Ord enten fra Skriftsproget eller fra en anden Dialekt, som det falder naturligst. Men under denne Veiledning i at bruge Dialekten forstandig vil der altsaa uvilkaarlig forregaa en Slags Normalisering eller Afpudsning af den Dialekt, som er lagt til Grund ved Veiledningen; og andet end denne Tillempning, Afpudsning, eller om man vil Normalisering, er det ikke, som er gaaet for sig overalt, hvor man har taget et Talesprog og anvendt det til høiere Brug. Og til den anden Side: gaar man ud fra Landsmaalet som Materiale for Undervisningen ved disse Kurser, saa vil man naturligvis lempe Landsmaalets Form saa nær efter, vedkommende Lærers egen Dialekt som gjørligt, saa at altsaa Landsmaalet her ikke bliver andet, end hvad det i mine Tanker skulde være og faktisk maa siges at være _: en Normalform, hvor en hvilkensomhelst af vore Dialekter kan lægges ind. Hvis man altsaa i Nordre Trondhjems Amt lægger Landsmaalet til Grund _ som der staar i Hægstads Ansøgning _ saa vil det kun sige, at man begynder med at give en kort Oversigt over Landsmaalets Bygning i dens Grundtræk, det vil sige over det, som er det fælles for alle Dialekter, og som jo er Kjærnen i Landsmaalet; _ de enkelte Afvigelser imellem Dialekterne indbyrdes er nemlig forsvindende i Forhold til den store Grundstok, som er fælles for dem alle, og som netop er Landsmaalets Kjærne, og som gjør, at dette Landsmaal, uagtet det _ som Skoledirektøren sagde _ ikke tales ordret saaledes nogensteds i Landet, dog af enhver, der hører det oplæst paa en rimelig Maade, virker og føles som et norsk Sprog. Man begynder altsaa med en saadan kort oversigt over Landsmaalets Bygning og dvæler da særlig ved det, som er fælles for alle Diakelter; men efter denne Oversigt gaar man saa til den praktiske Øvelse i at undervise, og ved den Øvelse bliver da Landsmaalet særlig appliceret _ jeg forusætter det som nødvendigt _ særlig appliceret paa det Bygdemaal eller den Landsdels Maal, hvor Undervisningen skal foregaa. Det vilde efter min Mening ganske vist være uforstandigt at bruge f. Ex. det Aasenske Landsmaal i dets ældste, mest klassiske Skikkelse, i de nordlandske Egne. Men Landsmaalet som Normalform kan meget godt rumme og tillempes efter alle Dialekter. Ogsaa det synes jeg mer og mer viser sig ikke blot derved, at Flere og Flere og fra de forskjelligste Egne af Landet skriver dette Maal, og det ogsaa Folk, som før hake holdt paa den enkelte Dialekt, som have begyndt med at skrive sin egen, men som dog have endt med at skrive Landsmaal som ogsaa for dem den bekvemmeste Normalform; men det viser sig ogsaa derved, at alt Flere og Flere i de forskjelligste Egne af Landet læser det, forstaar det som sit Maal. Altsaa, med Hensyn til Anordningen af Undervisningen ved disse Kurser, mener jeg, det er nok paa Forhaand at sige, at vi nu, da vi ikke har nogen større Erfaring om den mest praktiske Methode for undervisningen, bør lade denne staa saa fri som muligt, og navnlig kan jeg for min Del ikke se nogen Skade eller Fare ved ogsaa at lade det Spørgsmaal være frit, hvilken enkelt Dialekt eller overhovedet hvilken enkelt Form af det norske Folkesprog man skal lægge til Grund for denne Veiledning i Sprogets Anvendelse som Undervisningssprog. Hr. Skoledirektør Bonnevie har dvælet ved forskjellige andre Ting, som jeg kunde have Lyst til at sige noget om, men jeg skal for denne Gang indskrænke mig til, hvad der her foreligger. Han sagde, at hvad det gjælder, er at indføre et nyt Sprog i Almuskolen og det baade som Undervisningene Middel og Maal, _ altsaa ikke blot at anvende Folkesproget som Undervisningens Middel, mener han, men ogsaa at faa det indført som Undervisningens Maal, det vil sige som særskilt fag. Dette Sidste maa jeg bestemt bede holdt udenfor her; thi det er noget, som jeg nu for Tiden verken kan eller vil udtale mig nærmere om, _ nemlig hvorvidt og isaafald hvor snart eller hvor sent, der skal kunne tænkes paa at indføre Landsmaalet som Fag i Almueskolen. Drøftelsen af denne Sag hører sammen med en hel Del andre Spørgsmaal, som endnu ikke er udredede, som vistnok, mener jeg, snart vil komme paa Dagsordenen, men som aldeles ikke foreligger her i dag. Det, som er tilsigtet med denne Post, er aldeles ikke det at faa indført Landsmaalet som Fag.

( Meir.)