Syrgjelegt Rettsstell.


Aslak Haukom i Kvitseid hev no gjevet ut ei Bok, Hvad man kan komme til at opleve, og der fortel han um kor stor Misfaring skuldlaus Mann kann faa ved Domstolen, naar det berre er Lov-bokstaven som skal raada yver Manns Ære og Vyrdnad.

Landsdomar Wettergren dømde honom til Straff paa Vatn og Braud paa 20 Dagar, fordi han hadde rettat ein Timbermerkje-setel, som var galet skreven. I heile tvo Aar gjekk Sakerne, til dess at han endeleg vart samrøystes frikjend av Høgsterett i Haust.

Um denne Tidi skriv Haukom:

Disse Dage var uhyggelige. At vide sig domfældt til Straf, vide sig brændemærket paa sin Pande med et Sviemærke, der aldrig vilde udviskes, vide sig borgerlig død og udstødt af sit eget Fædrelands Borgersamfund, udstødt som en vanæret Skabning og som en, der maatte vanære alle, jeg stod i Forbindelse med, ja just dette, at hele min Familie med maatte synke ned i Vanære, det er saa tungt, at ingen uden den, som har følt det i sin Virkelighed, vil kunne forestille sig det, saadan som det er.

Til denne Byrde kom en anden, tung nok selv for frie og stærke Skuldre. Jeg havde længe følt, at jeg maatte slutte min Forretnig som Landhandler. Det kunde ikke gaa under Forholde og i Naboskab som de, jeg var kommen op i. Jeg maatte slutte og trække mine Restanser ind, men lider derved Tab, der vil sluge saagodtsom min hele lille Formue. Og at blive staaende tomhændet, er for en Familieforsørger med en stor Familie en trykkende Skjæbne. Og saa dertil tilsidesat paa alle Omraader, hvor der kunde være Tale om lidt Fortjeneste paa Grund af medborgerlig Tillid!

Jeg blev udelukket af Formandskabet helt til nu, og blev derved afstængt fra at komme paa Valg som Forligelseskommissær, fra enhver Befatning med Sparebanken, noget jeg før havde været med i, ja jeg blev endog kastet som Revisor af Dampskibenes Regnskaber. Ihvorvel den tabte Fortjeneste ikke var stor, føles det dog saa bittert, naar det sker, fordi man ansees uværdig.